Peter Wessel Zapffe

Om det tragiske
s. 13–14
Som retfærdiggjørelse av mit eget forsøk i polyhistorisk retning er denne betragtning riktignok ikke heldig valgt. Stillet overfor den arbeidsplan som foran er ridset op, kan jeg ikke undgaa at fornemme min kundskapsarmod med smertelig styrke. For at kunne føle sig nogenlunde moden til en slik opgave, for tilnærmelsesvis at ha skaffet sig de normalt opdrivelige betingelser for at løse den – saasandt det overhodet er mulig inden rammen av et enkelt liv – maatte man være fuldt fortrolig med arbeidsfelt, metode og herskende synspunkter i en lang række videnskaper – filosofi, biologi og sociologi, religionens, kunstens, den almindelige kulturs og litteraturs historie, æstetik i videste betydning, psykologi, pædagogik, psykiatri og psykoanalyse, – for bare at nævne de vigtigste. Foruten at ha gjort en mængde tragiske digterverker og deres tilblivelse til specialstudium maatte man selv ha levet et rikt og direkte liv, hat farlige fiender og betydelige venner med og uten svig, staat i personlig og erotisk forhold til forskjelliartede kvinder, været uavhængig og bunden, kjendt egne forgaaelser med sviende skam og slitt under uforskyldt motgang med forbitret selvfølelse, været nødt til at slaass for sin eksistens med svigtende ressurser, kjendt panisk behov for partiel eller altomfattende bekræftelse, været gjennemisnet av triumfens fryd, staalsat i heltemodets ekstase, lammet av feighet og pint under moralske konflikter, indsamlet sine erkjendelsesfrugter med moden forstand og vibrerende følsomhet, gjerne med perioder av depression og verdensangst, samt gjennemlevet et antal repræsentative kriser og sjælelige sammenbrudd. Da først kunde der være utsigt til at man hadde faat utsprængt de resonnanskamre i sin sjæl som stoffet forlanger.