Søren Ulrik Thomsen

Jeg er så træt af rockemusikken
Jeg er så træt af rockemusikken;
den er en kniv der blir ført hen over kraniekassen
parallelt med migrænen der løber lige under –
der er intet i den, som ikke også er i meg
og så ryger den i sengen.
Jeg undgår den, som jeg undgår min ældste ven,
Idioten,
der gentager alt hvad jeg siger
      forsterket, forskrudt og forvrænget
ham, der ikke kan sidde stille, hvis jeg bevæger mig en smule
og ikke kan røre sig ud af stedet, hvis jeg forholder mig rolig.

Det er så meget i mig, som ikke kan være i rockemusikken
og endnu mere i dig, som ikke kan være i mig
og langt, langt mere, som ikke kan være i nogen
knap nok i digtets musik;
      Det ene øje græder af glæde
det andet er gennemsigtigt af rædsel
over det, der hverken er dig eller mig,
det, vi hverken er ene eller fælles om
skønt det holder os oppe og suger os ned som et hav:
Sukkets volumen, glemslen og blikket,
dyrenes stumhed
en øde, – vildt oplyst villa.
Jeg siger det som det er: Jeg ved ikke hvad det er.