Julius Østbye
(1889–1912)

Menneskehater
O, hvor min sjæl væmmes
i hatfuld foragt
ved synet av disse dyr!
Disse stinkende, usle, jordbundne dyr
som kalder sig – mennesker!
mennesker? mennesker disse?
Disse lutende, dvaske legemer
med den rytmeløse gange,
med de feige, sjælløse øine,
med de lave, tanketomme pander,
med sin dum-glade latters støi,
med sit kantede, raat tilhugne
stemningsdrepende væsen –!

Mennesker disse?
Disse aandsforlatte muskelformationer
hvor hver nerve ligger dækket til og gjemt,
begravet, døde, bak en trællet, haardfør huds
følelsesløse panser –
hvor hvert straalende, skjønheds-sitrende indtryk præller av, og svinder hen
i dumhetens dræpende mørke –

O, hvor jeg hater disse mennesker!
Disse praktiske hverdagsmennesker
hvis uklare, formløse tanker
kun famlende irrer og vimser sig bort
i beskuelsen av tingenes overflade –
Som skurrende, idéløse dissonanser
trænger sig deres vulgære utrop
ind i mine zarte tankers
rytmiske gyngen –
Og min sjæl stønner
av væmmelse og smærte
naar deres kantede væsen,
deres høimælte, dum-glade latters støi
trænger sig ind over mig –
hugger, som en rusten jernklo
ind i min sjæls ømme,
saart sitrende nervetraade –
jager paa flugt – og lægger øde
alle mine fineste stemninger

. . . . . . . . . .

Og dog –
og dog er det min længsel
at hjælpe.
At lære, at løfte,
at vise vei – ogsaa for dem op mot dagen.
Op mot den herlige, sol-omstraalte dag
hvor skjønheten,
godheten,
sandheten
skulde sees –
forstaaes og tilbedes
ogsaa av dem.
– Av alle.

Forstaar du mig ret? kjære ven: av alle.