Sigbjørn Obstfelder

Stans dit spil!
Ti toner,
ti, du nattens underlige musik,
så ordene kan klinge,
kan dryppe som gift
bort fra min sjæl.
Thi jeg længes efter intet at lide.

Stans dit spil,
du natur, som hvælver dig
taust over væsenernes skjæbner.

Jeg vil lytte til ordet i mig,
og finde det sande
...

Snart vil morgenen komme
med sin vidunderlige sol,
og sit bankende liv
– da vil ordene dø på mine læber.

Derfor nat,
man dem frem,
disse dansende ord, disse døende ord.
På din sorte grund skal mine ord flamme.