Sigbjørn Obstfelder

"Op gut, der er spirer i våren!"
"Spirer? Spirer? – o nei.
Jeg har set den gamle
i høstens gråhav,
jeg har set ham samle
og hugge af
hvert eneste foster
af folkenes tro,
fra ørkenens kloster
til seterens bo.
Ofte hørte jeg leens klang,
når han skjærped den,
dødens sang.
Nei intet kan spire nu,
når alle store træer falder,
hverken jeg eller du."