Sigbjørn Obstfelder

Helga
Helga!
Hun har så'ne lyse øine.
Klædt
er hun i sort.

Blikket stråler tusende løgne ...
Let – så let ...
Nu valsed hun bort.

Hun har så'ne mørke øine!
Sorte, berusende løgne!
Kan hun fanges?

Jeg tror, hun er glad,
– ikke træt, ikke syg, –
jeg tror, hun kan kvidre og juble.

Jeg tror hun er varm,
varm for det vakre,
jeg tror, hendes arm
er svært tryg.

Nu er hun færdig,
- rød og hed!
Nu stryger hun håret tilbage.
Var dansen deilig?
Var hjertet med?

Hun er endnu alene.
– Å, det duggede blik!
... Som en sjæl, der skuer
regnbuer
mellem menneskenes ord,
mellem smilenes luer.