Tom Kristensen
(1893–?)

Henrettelsen
(Fra Paafuglefjeren)

Se, bødlen renser tredje gang
sit sværd for blod og fugt,
og trende røde flammer står
på kluden, han har brugt,
men jeg er hovedløs og død,
når sjette gang en flammes glød
slår ud, slår ud
på bødlens klud.

Vi knæler ned, vi tyve mand,
med hovedet strakt frem,
og jeg skal se det blanke sværd
slå hovedet af fem;
men sjette gang, men sjette gang
når tiden bliver dødsens lang,
er øjet i,
er alt forbi.

Nu pudser bødlen fjerde gang
sit sværd med samme klud,
mens nummer fire ramler om,
og blodet pøser ud,
og bødlen træder ganske nær;
jeg skelner hæftet på hans sværd,
et dragesving
på hæftets ring.

Så drejer jeg mit hoved lidt
og ser ham true stor og grå
med raget skal og nøgen pisk
mod himlen, som er blå.
Jeg ser hvert enkelt hår, der gror
i bødlens bryn og næsebor.
Jeg ser og ser
nu mer og mer.

Nu renser bødlen femte gang
sit sværd for fugt og blod,
og hovedet af nummer fem
er stanset ved hans fod;
men tiden er så evigt lang
til sjette gang, til sjette gang.
Jeg tror ei mer,
at noget sker.

Er verden gået helt i stå?
Er sværdet fuldt af fugt?
Skal bødlen evigt pudse det
og aldrig få det brugt?
Min nakke smerter uden stans,
og smærten slår en ilsom krans
i halsens kød.
Er jeg mon død?

Nej, bødlen står endnu og ser
langs sværdets tynde, seje æg.
Så træder han det næste skridt
og standser – måler – går lidt væk.
Jeg ser en bille vandre tryg
med grønt metal på hvælvet ryg.
Den vandrer mod
en bøddelflod.