Poesien er en frygtelig pest
de smittede går rundt og jamrer sig,
deres skrig forgifter atmosfæren som udslip
fra mentale atomkraftverker. De er så
psykisk.
Poesien er en tyran,
den holder folk vågne om natten og
ødelægger ægteskaberne,
den driver mænd ud i øde sommerhuse
midt om vinteren,
der sidder de forpinte med høreværn og
halstørklæder.
En hæslig tortur.
Poesi er en plage
værre end gonorré – en grusom pestilens.
Men tænk på digterne, de har det hårdt
bær over med dem!
De er hysteriske som højgravide
tvillingmødre,
de skærer tænder i søvne, spiser jord
og græs. De står i timevis udenfor i
blæsten
plaget af ufattelige metaforer.
Hver dag er en højtid for dem.
Åh, hav barmhjertighed med digterne
de er døve og blinde,
hjælp dem i trafikken, hvor de vakler rundt
med deres usynlige handicap,
de husker alt muligt. Af og til standser
en af dem op
og lytter efter en fjern udrykning.
Vis hensyn.
Poeterne er som sindssyge børn
jaget hjemmefra af den samlede familie.
Bed for dem,
de er født ulykkelige –
deres mødre har grædt over dem,
søgt lægehjælp og juridisk bistand, indtil
de bare gav op
for at frelse deres egen forstand.
Åh, græd over poeterne!
Dem er der ingen redning for.
Befængt med lyrik som hemmeligt
spedalske
er de spærret inde i deres egen fantasi
– en uhyggelig ghetto, fyldt med dæmoner
og ondskabsfulde spøgelser.
Når du på en klar sommerdag med
strålende sol
ser en stakkels digter
komme vaklende ud fra en opgang, bleg
som en dødning og vansiret af
spekulationer –
så gå hen og hjælp ham!
Bind hans snørebånd, tag ham med
over i parken og sæt ham på en bænk
i solen. Syng lidt for ham,
giv ham en is og fortæl ham et eventyr,
han er så ked af det.
Han er så ødelagt af poesi.
