Knut Hamsun

Feberdikte

I
Jeg finder mig fraskilt alt,
hende, jorden og Gud -
Farvellet faldt.
Ja som ære og gods skulde reddes og liv bli kaldt
det kom med et utsendt bud
som liv det gjaldt.

II
Nu drager en høst sit dødningespor,
enden kan håpes, enden kan ventes,
liv som gaves tilbakehentes,
alting forgår i forgjængelsens kor.
Men mennesket lever så længe.

Nu sankes i lade og samles i hus,
græsset høstes og kornet skjæres,
løvet falder, altsammen fortæres,
segner tilbake i dødens brus.
Men mennesket lever så længe.

III
Gud straffe dig, Alvilde,
du slukte al min ild
og tok dit ord tilbake
og ledte mig så vild.
Jeg har vel veien lang igjen
og det er ingen sol på den.
Gud straffe dig, Alvilde!

Gud glæde dig, Alvilde,
ha tak for hvert minut.
Du gav mig mange navne
og kalte mig din gut.
Du rakte mig din hånd og mund
og du var min en liten stund,
Gud glæde dig, Alvilde!

IV
Nei hør, hvad er det for en stille gru
som glider ind i mine sanser nu,
som vrænger hviten i mit øie frem
og gjør mig munden blek og skakt fortrukken?
En spas av fatum der han ligger drukken?
En galmandsverden fylder mig - fra hvem?

V
Det er noget jeg sitter og ei kan forstå:
hvi skjæres det korn og hvi falder det løv?
Hvi smuldrer alt sommerens liv til støv?
Hvi grønnedes græsset for straks at forgå?
Det tenker jeg på.

Det korn skulde mætte de hungrige munde
og græsset ble grønt for at visne til strø.
Og løvet var skyggen i solrike lunde.
Men jeg - hvorfor dryssedes glædernes frø
i mig for at dø?

Jeg ropte og spurte til havets skum,
til skogen og berget og sivet,
til stenen og stormen og himlens rum
og alting som øren er givet:
har jeg bedt om at fødes til livet?

Men himlen og stormen og stenen var stum.

VI
Alvilde, jeg husker den siste nat,
du ropte: Knæl!
Jeg drak av din sko
og alle lo.
Det gjorde jeg nu for at muntre din sjæl.

Alvilde, så rakte du ut en blomst.
Jeg holdt mig frem,
du gav mig et blik,
et fuldgodt stik.
Jeg tumlet mig ut. Det var kulmørkt hjem.

VII
Nu hyler den høstlige vind
som en regnvåt hund mot min rute,
det risler en frost i mit blod
mer kjølig end vindens derute.
Det folder sig ut i mit indre
et dunstende giftblomstflor,
og dunsten står hvit ut i veiret
ifra mine næsebor.
Det spirer i hatets have.

Det koker, det koker. Jeg prøver
forgjæves at falde i blund,
jeg hører en flaglines evige
klapren og klapren mot stangen,
det pusler ved døren, det lister
på tå, det er skridt i gangen,
min puls gjør gjøende støt
som en halsende helvedeshund.
Det koker, det koker, det koker.

VIII
Alvilde, bring min kappe og min hat med fjær i top,
jeg agter mig så snart ut at ride.

Hold bøilen frem, slavinde, imens jeg stiger op
og løp du selv til fots ved min side.

Og spør man så og undres hvad det er for en blæst
som suser over bergene så vide,
da er det mig som kommer, det er mig som er tilhest
og du som løper hund ved min side.

Hei, rap dig nu, min ganger, for jeg sier jeg har hast,
jeg rider mig en tur i mit rike.
Og segner du, Alvilde, så binder jeg dig fast,
Guds kors, jeg rider livet av dig, pike.

Det koker, det koker av veir og vind.
En banken når mine øren.
Kom ind!
Ingen står utenfor døren.
Jeg ser den første dag som var skapt,
det ryker av den nyfødte verden,
jeg selv er et liv.
Ved jordens ytterste grænse står
og ser fra skyen utover værket
et stumt ansigt ...
Bad jeg om mit liv da jeg lå i mulmet?
Fremad, min blodhest, jeg rider på en ambolt,
jeg er en rød teglsten, rød av blod,
som har spist det gule for i en kasket.
Si, banket det ikke på døren?

Den tåke jeg ser C er det dødens land?
Det ligger et livløst hav derute
og midt i havet en blindfødt ø:
det er dødens land.
Jeg kommer, jeg breder armene ut
og synker imot dig evindelig ...

X
Nu er det gåt så mangen dag, og dagene de iler.
Min sjæl er frisk og kold og hård,
en høst har stormet i dens vår.
Jeg klager ikke mer, jeg nikker taus til alt og smiler.

Hvi skulde vel en sorg få fylde høiene med bulder
og stanse hver en veifarssjæl?
Jeg tramper ned med trodsig hæl
den sorg jeg ei får plass til på min gode, gamle skulder.

Jeg vandrer ind i skogene, en hersker uten rike,
en bøiet mand, en hævet ånd,
en falden fot, en knyttet hånd,
og hilser mig med kården som min overvinders like.

Men sene nætter sitter jeg og hører ljåer kvæsse
og fjed som over fjorden går.
Et ansigt hist i skyen står.
Og ødets orgel bruser til den siste lange messe.